Bartels, Larry (2010)

Larry Bartels introducerer i The Study of Electoral Behavior, en række af videnskabelige bidrag i studiet af vælgeradfærd gennem de seneste 70 år. Primært berører Bartels hvilken indflydelse sociale strukturer har på vælgernes beslutning og partivalg.

 

Generelt beskriver teksten i ikke dybdegående karakter forskellige bidrag, hvorfor det vil være givende at kigge slides igennem for forelæsning 9.

 

Columbia skolen:

Ønsker at afdække ”psykologien bag valget”  →  Columbiaskolen (Lazarsfeld) gav ikke meget vægt til partier og massemediers rolle i deres analyser, derimod måltes respondenters perceptioner af deres familiers, venners og kollegaers politiske synspunkter. Hvorigennem Columbiaskolen understreger at homogeniteten i disse sociale netværker og deres tendens til at producere politiske konformitet igennem en valgkampagnes periode, i skabelsen af vælgeradfærd. For mange vælgeres politiske præferencer kan ses i analog sammenhæng til ’kulturel smag’, herunder; musik, litteratur, fritidsaktiviteter, påklædning, etik og social adfærd.

Ligeledes finder de, at vælgeradfærd ’kan’ have dens oprindelse i individets; etnicitet, klasse og familietraditioner. De mest centrale variable er af således af socio-strukturel karakter.

Sociale interaktioner →  Vælgeradfærd, hvori mekanismen er; at der gennem sociale interaktioner og tilhørsforhold opstår og forstærkes holdninger og overbevisninger som fører til det ’brand loyalties’ – stabile holdninger.

 

Michiganskolen:

Michiganskolen anvender undersøgelserne af Columbiaskolen og anvender kausalitetstragten, partiidentifikation, syn på kandidater, holdninger til issues og skelner mellem korttids- og langtidsfaktorer. Kausalitetstragten viser hvordan sociokulturelle faktorer er toneangivende for hvilke sociokulturelle identiteter og interesser man har. Disse er langtidsfaktorer og viser at allerede instanser tidligt i livet har en indflydelse på ens partivalg. Kortidsfaktorer er de effekter der kommer i opløbet til et valg, eksempelvis syn på kandidater og holdninger til enkeltsager.

Det skolen finder ud af helt konkret er, at vælgere er relativt konsistente over tid. Partiidentifikation ender med at være er afgørende betydning. Men distinktionen mellem lang og kortidsfaktorer er klar, for selve partivalget kan ændres på den korte bane afhængigt af kandidat popularitet og specifikke issues.

 

Revisionistiske modargumenter:

Der bliver rettet en kritik mod antagelserne i den Michiganske skole. Revisionister argumenterer at strukturen for ’political thinking’ har ændret sig signifikant siden 1950erne. Der er evidens for at specifikke emner har en større betydning en partidentifikation.

Spatiale modeller:

Downs introducerer en mere endimensionel måde at forstå vælgerne på. På et kontinuum, hvor vælgere og partier placerer sig på og vælgerne er relativt moderate og placerer sig i midten, så vil partierne også konvergere mod midten. (Median voter theorem)    

Retrospektivt stemmer:

Jo lavere grad af politisk viden en vælger besidder, desto mere vil man anvende sin retrospektive vurdering af ’kvaliteten’ i perioden under regeringspartiets periode til at stemme ud fra.

 

Bélanger & Meguid (2008)

Artiklens udgangspunkt er, at man har set et fald i forklaringskraften for sociologiske determinanter i vælgeradfærden hos vælgere.  Hvilket har medført et øget fokus på hvilken rolle politiske emner har for hvor vælgere sætter deres kryds.

En forklaring er emne baseret vælgeradfærd, teorien fremhæver hvordan partier og deres kandidater mobiliserer vælgere ved at fokusere på emner som de har en kompetence inden for – emneejerskab.  Det er deres teoretisk forventning at partier har et øget fokus på de emner som de ejer.

Selvom emneejerskab er vigtig for den enkelte vælgers vælgeradfærd, så fokuserer Bélanger og Meguid på at disse effekter er tilvejebragt af emnets opfattede saliens. Resultater understøtter den hypotese, at emne saliens fungerer som en medvirkende variabel i relationen mellem emneejerskab og vælgeradfærd.

Konkurrence om emner: Partier kæmper om nye emner og kandidater forsøger at stjæle emneejerskab fra deres konkurrenter ved at ’reframe’ emner

Betydningen af det saliente emne: Nadeau et al. (2001), Clarke et al. (2004), and Bellucci (2006) finder i studier støtte til emneejerskabsteorien og at vælgere tager bestik af den måde hvorpå partier håndterer emner på, når de skal stemme.

Vigtig pointe: emneejerskab burde kun påvirke vælgers valg af parti, hvis de finder at det pågældende emne er relevant.

Der forekommer en prioritering af emner blandt vælgere, som derfor ikke direkte reflekterer agendaen for politiske partier – emnebaseret vælger vil støtte forskellige partier, baseret på emner som de vurderer som værende saliente.  Altså jo mere salient emnet er, desto større vil den forventet effekt af emneejerskab være på den enkelte vælgers vælgeradfærd.

Dog er der evidens for at effekten af emneejerskab på vælgeradfærd er ikke upåvirket af dynamikken ved elektorale kampagner og partiers retorik.

Det lader til at de som var ’traditionelle’ ejere af et emne, bliver straffet for ikke at være i stand til at beskytte deres emne i takt med at ’deres’ emne blev mere salient. Dette giver anledning til at betydningen af emneejerskab hverken er afhængig af emnet eller partiet, ej er det afhængig af kampagne dynamik.

 

Hansen og Stubager (2017)

Hansen og Stubager tager i artiklen Konklusion – en samlet vælgeradfærdsmodel udgangspunkt i Michiganskolen, særligt deres kausalitetstragt i en dansk kontekst anno 2015 i forbindelse med folketingsvalget. Da kausalitetstragten anses som værende den mest brugte til forståelsen af, til hvordan vælgerne når frem til deres kryds på valgdagen.

 

Kausalitetstragten og dens implikationer:

Fundene i deres artikel indikerer; jo længere ned i tragten man kommer, desto større bliver modellens forklaringskraft, herunder er det særligt de nære årsager som viser at have en stor forklaringskraft.  Altså er der en akkumulerende forklaringskraft, når nye variable tilføjes – alle de undersøgte faktorer har således noget at bidrage med. Jævnfør nedenstående kurve for kausalitetsmodellens forklaringskraft ses det at kurven er jævnt stigende for baggrundsfaktorerne men bliver mere stejl, når målene for vælgernes ideologiske positioner og holdninger til enkeltemner samt parti og partiledersympati tilføjes.

 

Nære faktorer – tungen på vægtskålen:

Det er særligt de 11 udvalgte emner som øger forklaringskraften med cirka 50 procentpoint hvorimod baggrundsvariable har en forklaringskraft på 10 procentpoint.

De 11 emners store forklaringskraft taler for issue-voting – Argumentet er at man stemmer på det parti, som vil maksimere ens nytte mest muligt.

Kritiske overvejelser:

Artiklen bebuder en række metodiske overvejelser, da undersøgelsen er foretaget efter et forestående folketingsvalg, altså kan der forefindes en selvforstærkende effekt i kraft af man lige har afgivet sin stemme – Man kan overvurdere økonomien alt efter hvilket parti man har stemt på, samt kan det tænkes at ens sympati er påvirket af at man lige har stemt på partilederen.

 

I artiklen ses det ligeledes at effekten af socio-demografiske variable såvel som ideologisk selvplacering samt effekten af partileder image.

 

I en dansk kontekst anno 2015, ses det at faktorer som ligge tættere op partivalget i tid, har en højere/stærkere forklaringskraft end bagvedliggende faktorer.

 

I forhold til kortidsfaktorerne er det relevant at inddrage overvejelser om gensidige påvirkninger, hvor man sagtens kunne forestille sig, at disse påvirkninger medførte forstærkninger af effekterne fra de enkelte variable