Politiske partier: samfundsforandring, partisystemer og partikonkurrence

Forelæsningstekster

–        Green-Pedersen, Christoffer (2007). ”The Growing Importance of Issue Competition: The Changing Nature of Party Competition in Western Europe”, Political Studies, 55(3): 607-628. AUL

–        Kriesi, Hanspeter et al. (2006). “Globalization and the transformation of the national political space: Six European countries compared”, European Journal of Political Research, 45(6): 921-956. AUL

Holdtimetekster

–        Dahlstrøm, Carl and Peter Esaiasson (2011). ”The Immigration Issue and Anti-Immigrant Party Success in Sweden 1970-2006”. Party Politics, 19: 343-364. AUL

 

En teoretisk antagelse: Samfundsviklingen kan ikke direkte bestemme den politiske dagsorden – der må nødvendigvis være aktører (politiske partier) som omsætter samfundets problemer til sager, der skal gøres noget ved. Dette er også den centrale model i Green-Pedersens artikel. Kriesi lægger noget mere vægt på samfundsudviklingens betydning

 

Overordnet jf. forelæsning kan der identificeres to tilgange til at forstå politiske partier, henholdvis den strukturelle og strategiske tilgang.

 

Strukturelle tilgang inddrager Rokkans blik for partisystemet på baggrund af sociostrukturelle faktorer, herunder at politiske partier afspejler grundlæggende, saliente samfundsforandringer.

Strategiske tilgang betoner at politiske partier afspejler strategiske overvejelser og ikke mekanisk afspejler sociostrukturelle faktorer.

 

Green-Pedersen (som redegjort for i nedenstående) tilhører den strategiske tilgang, mens Kriesi kombinerer den strategiske og strukturelle tilgang, forstået således at Kriesi ser disse som gensidigt supplerende, idet partier ikke arbejder i et sociostrukturelt vakuum men optager de saliente emner, som er strategisk fordelagtige.

 

Green-Pedersen (2007)

–        Stigning i parti-konkurrence, afspejlet i issue-competetion: I artiklen er fokusset den udvikling, der er foregået omkring parti konkurrence, og at det især afspejler sig i den stigning der er sket omkring ’issue competition’. Altså den konkurrence, der er mellem partierne, om at kunne dominere den politiske dagsorden med deres ønskede ’issue’.

–        Formålet er at vise, at parti konkurrence kan i større grad karakteriseres som ’issue competition’ (side 1)

–        Hvad styrer den politiske dagsorden; medier eller struktur? à En anden problemstilling, som bliver undersøgt i artiklen er, hvordan en problematik kommer til at dominere den politiske dagsorden. Er det faktorer udenfor det politiske system som medierne. Eller er det faktorer indenfor som strukturen for politisk konkurrence?

 

Centrale variable

–        Det kan være lidt svært at se, hvor man finder kausalsammenhængen her, fordi Green Pedersen undersøger egentlig bare, hvorvidt/hvilke Issues partierne prøver at få til at styre dagsordenen. Samt, hvordan nogle af de gamle emner, som økonomi og andre klassiske venstre/højreorienterede “issues” er kommet mindre i fokus. Hvor Partierne nu kæmper om at få bragt nogle af de nypolitiske emner, såsom miljø og retssikkerhed frem i debattten, som partierne kæmper om at få ejerskab over og gøre dem saliente.

–        Overordnet er det tætteste på en kausalsammenhæng, at partikonkurrence i Vesteuropa i stigende grad er præget af issue competition, mens class votings effekt på partikonkurrence er for nedadgående.

 

 

Definitioner:

’issue competion’: At få den problematik, partiet ønsker, til at dominere den politiske dagsorden. (side 3)  à “Issue competition means that political parties will emphasise issues which they would like to see dominate electoral competition. Some parties will, for instance, focus on economic issues, other parties will focus on the environment, whereas yet others will focus on law and order or refugees and immigrants.” (side 3)

 

Mekanismer og forklaring på hvorfor X og Y

–        Det teoretiske argument tager udgangspunkt i, at der er sket en udvikling i valg. Nemlig den udvikling, at vælgerne i en mindre grad end tidligere stemmer efter sociale strukturer – herunder at folk ikke i samme grad stemmer ud fra den klasse de tilhører i samfundet. Det har nemlig gjort, at vælgere i stigende grad ændrer deres valg og de ikke kun stemmer ud fra de gammel klassiske emner, såsom økonomi.

–        Der er bl.a. to forskellige måder, hvorpå man kan tale om parti konkurrence ud fra vælgernes adfærd.: 1) issue competetion og 2) Positional competetion: De to måder udelukker ikke hinanden, da de sagtens kan optræde på samme tid, men også optræde uafhængigt af hinanden.

1)     Issue competition:

(a)    Her forsøger partierne at bestemme den politiske dagsorden ved at finde en problematik de ønsker, skal sætte dagsorden. Det kan være arbejdsløshed, miljøet, flygtninge og indvandrere eller udenrigspolitik.

(b)   Når det så er sagt, så betyder det ikke, at et parti glemmer alle andre emner, eller ikke vil tale om dem, men de forsøger at få andre partier til at tale om et emne, som de enten ikke har lyst til eller står særligt stærkt omkring, da partiet, som dominerer dagsorden så kan nyde godt af.  Eks. i Danmark vil Alternative nok gerne have LA til at tale om miljø, da miljø er en vinder sag i dagens Danmark og for Alternativet.

(c)    Der er to principper under issue competition à Inden man kan tale om Issue competition, skal man også tage højde for Anthony Downs model om positionel kamp, hvor partierne gerne vil ind på midten. Issue og Positionel kan godt overlappe, men man skal have øje for, at det er 2 forskellige principper. Dertil kommer de 2 principper i issue Competition:

(i)          The dispersion principle: Man skaber opmærksomhed til omkring et emne, som alle partier støtter op omkring. Det kan vælgerne som sådan godt lide, men det har partierne som sådan ikke en stor interesse i, for det giver dem ikke flere vælgere, når alle er enige.

(ii)          The dominance principle: Har skaber man opmærksomhed omkring et emne, hvor der er stor konflikt mellem partierne og hvor partiet har vælgerne på deres side.

2)     Positional competition:

(a)    Her konkurrerer partierne ved at tage en position på et allerede eksisterende parameter. Det kan være en højre-venstre skala.

Der er tre måder, hvorpå man kan undersøge argumentet omkring stigningen inden for issue competition:

–        De første to måder er at undersøge, den udvikling den politiske dagsorden har undergået ud fra de forskellige former for parti konkurrence. à Her er der to koncepter, som er relevante, det absolutte og det relative dagsordens perspektiv:

–        Absolutte: Kapacitet er den absolutte og refererer til størrelsen af dagsordenen, som ikke er fikseret selvom der er begrænsninger til udvidelsen. – Størrelsen på agendaen, altså hvor mange “issues” er der er på agendaen. Dette operationaliseres ud fra emnerne i partimanifesteren.

–        Relative: Kompleksitet er den relative, og den refererer til hvordan opmærksomheden er fordelt hen over problemerne – er opmærksomheden fokuseret omkring et problem eller spredt over flere.

–        Den tredje måde er at undersøge hvilke forandringer der optræder i ’issue profile’ hos forskellige ”parti familier”: (”Parti familie”: defineres som de partier man kan finde på tværs af Europa, så man sætter De Konservative sammen med de andre konservative partier i Europa og de danske Socialdemokrater i gruppe med de andre Socialdemokrater i Europa, når de skal måle partifamilier i tabel 6,7, 8 og 9.)

–        Her skulle man nemlig finde, at ved en stigning i issue competition, ved specifikke problematikker, vil se et særligt type parti, som har en stigning i interesse for netop disse problematikker (emner).

 

Empirisk fund og hovedresultater:

–        Empirien stammer fra ’the party manifesto data set’ som indeholder kodning af partiers programerklæringer helt tilbage til det første valg efter anden verdenskrig. Det, som er særligt ved lige netop dette datasæt er, at det måler de emner, der har været debatteret. I forhold til denne undersøgelse, er det relevant at vide, at datasættets mål har været at måle den iøjenfaldenhed af forskellige problematikker hos de forskellige politiske partier. Dertil skal det nævenes, at de ikke undersøger, hvorvidt partierne rykker tættere på hinanden, som i Downs model, men her ser de på “issue competition”. Det måler de ved, hvor meget fokus der kommer på bestemte “issues”.

–        Dog er det ikke alle lande i EU, som er med i denne undersøgelse, fordi der har været omstændigheder, der har gjort de ikke kvalificerede (s. 6).

 

Gennemgang af resultaterne:

Absolut og relativ måling af ”politiske dagsorden sættelse”:

–        Tabel 1: Den viser en generel stigning af partiernes manifesters størrelse, hvilket kunne indikere, at de måske har mulighed for at dække mange flere problematikker uden at forsømme andre.

–        Tabel 2: Denne tabel viser et fald i højre-venstre problematikkers dominans, og dette gælder for næsten samtlige lande i Vesteuropa. Så man ser altså en tendens fra 1950’erne til 90’erne, at de højre-venstre traditionelle problematikker (bl.a. økonomi) får mindre betydning.

–        Tabel 3-5: Disse tabeller viser, at med et fald i venstre-højre problematikkerne, er der sket en stigning i forholdsvis nye problematikker såsom miljø, EU og retssikkerheden.

 

Målt ud fra den sidste måde ”Issue profil” på tværs af EU lande:

–        Tabel 6: Her ser man, at de traditionelle parti familiers opmærksomhed på venstre-højre problematikker er faldet, men at tendensen er størst i den ”røde” familie, i forhold til den ”blå” familie og tidligere kommunistpartier.

–        Tabel 7: Her ser man, at omkring spørgsmålet om miljø, har alle partier skullet forholde sig til det, og give spørgsmålet om miljøet opmærksomhed, men der er en større opmærksomhed for miljøet hos de ”økologiske” partier (altså grønne).

–        Tabel 8: Her ser man en generel stigning for opmærksomhed omkring retssikkerhed hos alle partigrupper, men der er en større opmærksomhed hos midt-højre partier (altså de mere liberale).

–        Tabel 9: Her er der ikke i lige så stor grad et tydeligt billede på, at der er skabt mere opmærksomhed om EU hos alle partigrupperne, men at det mere kommer til udtryk omkring en gruppe, de konservative i 90’erne. Ellers er tendens ikke lige så stærk eller klar, som omkring miljø og retssikkerhed.

 

Hvad er artiklens konklusion?

–        Der er sket en stigning i konkurrencen omkring issue competition. Det har også gjort det til en vigtig kamp for partierne, at de kan kontrollere dagsorden mellem partierne.

–        Der er altså et klart billede, når man tester for de tre måder, at issue competion er blevet vigtigere i løbet af årene, når det så er sagt, betyder det ikke, at man har glemt de problematikker, som vi kender fra venstre-højre skalaen, men de er bare ikke dominerende på samme måde, som de var en gang.

–        Man ser også en tendens hos de forskellige partigrupper (familier), at nogle grupper har mere opmærksomhed omkring miljø, mens en anden har om retssikkerhed.

–        Når det så er sagt, så mener Green-Pedersen, at der skal forskes mere i, om det er faktorer udefra eller indefra, som er med til at fremme denne udvikling. For hvis det er ude fra, nemlig medierne, som er med til at styre, så er det ikke partierne, som er i centrum, hvorimod hvis det er inde fra, og dermed strukturen, som er afgørende, så spiller partierne en central rolle.

 

Kritiske punkter:

Alle partier vil gerne have emneejerskab, men det kan ikke altid forekomme sådan. F.eks. I valgkampen i 2001, handlede det om terror og integration hele kampagnen igennem, hvor især socialdemokratiet tabte mange vælgere, da de ikke havde emneejerskab over dette emne.  Dette viser derfor, at det ikke kun er top-down styret fra de politiske partiers side. I den forbindelse kan Green-Pedersen kritiseres i relation til demokratisk legitimitet, da man kan antage at partierne ikke har frit lejde til at kontrollere agendaen, men jf. principal-agent teori vil sanktioneres af befolkningen igennem den elektorale kanal for ikke at tale om de emner, som befolkningen synes er vigtig.

 

Kriesi et al. (2006)

Teksten kort:

Artiklen handler om de ændringer i politiske strukturer og vælgerholdninger, der er skabt i vesteuropæiske nationer pga. transnationale politikker og markedsdereguleringer. Da demokratiske processer hovedsageligt findes på nationalniveau, skaber udviklingen et iboende og samtidig paradoksalt problem, hvor issues vedrørende transnationale agendaer bliver udfordrede inden for nationale sfærer.

Indledningsvis arbejder Kriesi ud fra et puzzle baseret på Rokkan og Lipset’s skillelinjeteori og critical juncture teori. Stigende globalisering og transnationale politikker kan antages at udgøre en critical juncture, som jf. Rokkan kan tænkes at forme nye strukturelle cleavages, både internt i nationerne og mellem disse. Kriesi fokuserer på de politiske konsekvenser på nationalt niveau. Nye partier tager de emner op, som længe har været på dagsordenen hos borgerne, men ikke hos partierne. Derfor kommer denne spredning af alle issuesne.

–        Kriesis hovedstand er, at partisystemet mange steder er blevet tripolært (tre hovedaktører). Dette forudsætter mindst to dimensioner (eller dagsordener), som de politiske partier interesserer sig for:

–        Den økonomiske dimension: vækst og velfærd.

–        Den kulturelle dimension: kulturel liberalisme (rettigheder til minoritetsgrupper), indvandring, europæisk integration

 

 

Centrale variable samt definitioner:

Globaliseringens vinder og tabere defineres af Kriesi således:                                                                                                                                 

“The likely winners include entrepreneurs and qualified employees in sectors open to international competition as well as all kinds of cosmopolitan citizens. The expected losers, by contrast, include entrepreneurs and qualified employees in traditionally protected sectors, all unqualified employees and citizens who strongly identify themselves with their national community.” (side 922, Kriese et. al.)

 

De 2 dimensioner kan ses her, hvor Kriesi placerer de forskellige partier på den politiske skala:

Ifølge artiklen er traditionelle skillelinjer blevet komplicerede af ”new politics” siden 2. Verdenskrig, og ”vinderne og taberne” (hvilket afgøres af integration og afgrænsning) i de nye transnationale politikker repræsenterer en af disse nye skillelinjer. Forfatterne forventer at nationalpolitiske rum blot vil blive transformerede (i stedet for at der vil blive tilføjet en fundamentalt ny dimension) – ligesom det før er sket. Eksisterende politiske aktører vil omforme og reformere sig selv i henhold til det nye politisk skel. På trods af dette, vil mainstream-partier bevæge sig mod ”vindernes” position, hvilket betyder, at mainstream-partierne på begge sider af det politiske skel vil være pro økonomisk integration. Dette skaber plads for ekstremister i form af venstrefløjsradikale (der bekymrer sig om beskyttelse af national social sikring og velfærd) og højrefløjspopulister (der bekymrer sig om beskyttelse af national kultur).

 

Sådan placerer Kriesi de forskellige partier på den politiske skala:

Hvad er artiklens empiri, og hvad er hovedresultaterne?

Empiri: En analyse af tre valg fra hver af seks lande (Østrig, Tyskland, Schweiz, Frankrig, Holland, Storbritannien) plus et valgresultat fra 1970’erne som reference. Disse 6 lande minder meget om hinanden, blot at hverken UK eller Tyskland har oplevet et populistisk parti endnu. Det skal dog pointeres, at teksten er fra 2006 og derfor indgår UKIP og AFD ikke med som højrefløjspartier. Valgresultaterne sammenlignes med den politiske debat ved at undersøge og sammenholde avisers emnereferencer i de to måneder før valget (ved at bruge Kleinnijenhuis’ kodning). Af praktiske årsager grupperes forskellige emner i forhold til deres bredere tematik. Der bruges multidimensional skalering til at vise de overordnede ligheder/forskelle mellem partier (baseret på ligheder og forskelle i deres politik på de relevante emner).

Hovedresultat: Det traditionelle økonomiske skel er stadig meget salient, men (opfattelsen af) kulturel konflikt er steget.

 

Hvad er artiklens konklusion?

På trods af forandringer skabt af transnationale politikker, er vælgernes politiske holdninger stadig polariseret i forhold til de to historiske dimensioner kultur og økonomi. Siden 1970’erne har den kulturelle dimension ændret sig. Artiklens resultater viser, at de polariserede politiske dimensioner stadig består, men at forholdet mellem dem i høj grad har kapacitet til at ændre sig.

 

Kritiske punkter:

–        Hvorfor kan Kriesi ikke forklarer, at AFD og UKIP ikke er opstået på dette tidspunkt endnu.

–        Modsvar: I UK er det svært for partierene at komme frem grundet valgsysystemet FPTP (First past the post). I Tyskland er det pga. arven fra Nazi-Germany.

–        Manglende skilning mlm. Problemstillinger og emner: Hvor stærk er påvirkningen fra det omgivende samfund? Nogle problemer er lettere at ignorere end andre. Økonomiske ubalanceproblemer kan ikke ignoreres i ret lang tid. Indvandring kan ignoreres i væsentlig længere tid. Det bør formentlig skelnes mellem forskellige emner og problemer?